Villa til salg i La Redondela, Isla Cristina, Huelva

I en stille gade i La Redondela, få minutter fra strandene ved Isla Cristina og en time fra det portugisiske Algarve, står et hus, der ikke ligner noget andet på Huelvas kyst. Det er ikke en bolig, der er bygget i serie og blot har fået tilføjet detaljer: det er et værk, der er gennemtænkt, tegnet og udført i hånden i årevis af dets ejer, som ønskede at samle lagene, der har præget denne jord —fænicisk, tartessisk, romersk, andalusisk— under samme tag og bygge et hus at bo i.

Den kalifiske gårdhave
Husets hjerte er en gård med dobbelthøjde, båret af tolv håndstukkede søjler i gult og kronet af tolv hestesko-buer af tegl, hvor hvidt og rødt skifter, i stil med Mezquita de Córdoba. I midten er der en fontæne. Over den ligger et cirkulært åbent hul i dækket, som kaster naturligt lys ind i hele boligen, selv når alle døre og vinduer er lukkede. Fra loftet hænger, fastgjort med en kæde, en smedejernslampe, som ejeren havde tænkt som et symbol på forbindelsen mellem bånd på tværs af kulturer. Og i gårdhavens loft er der, udskåret, en kammusling: Camino de Santiago.

Buerne blev ikke købt. Formene blev lavet her: budgettet i jern beløb sig til tusind euro, så der blev købt spånplade og fleksibel plast for hundrede og tyve, der blev bundet et snorebånd til en blyant, og kurverne blev tegnet i hånden. I alt fire forme. Murstenene blev skåret af ejeren, én for én. Værkets pudsning og rengøring af de tolv buer og søjlerne blev udført i hånden med stykker skum fra en madras.

Marmorerne
Omkring 260 m² hvid marmor fra Grækenland dækker gulvene på husets tre etager. Den ankom i atten paller, som en lastbil læssede af på fortovet på den modsatte side. I løbet af juli og august, sten for sten, med en pensel og vand, blev de mørke årede mønstre i hver plade gradvist afsløret for at afgøre, hvilke der skulle være hele, og hvilke der skulle skæres til på langs eller på tværs afhængigt af årenes retning. Derefter blev pladerne sat op i grupper på tre til henholdsvis stueetagen, første sal og loftet. Ejeren udførte personligt udskæringerne med en vandmaskine.

Trapperne kombinerer indlæg i rød marmor med hvide stiger/kvadrater, udført på stedet af en håndværksmurer/stenhugger, ligesom de buede åbninger i gulvet, lavet i hånden. Soklen på facaden er portugisisk, skarptkantet marmor (escarcilhado), valgt som et minde om de morforældre, der skabte grundlaget for ejeren. Badeværelserne er i grøn, rød og gul marmor, kombineret med hvidt i den øverste del.

Smedejernet
Gelænderne på trappen og på lysgården blev banket i hånden sammen med mesteren Luís: man markerede cirklen på pap og formede derefter hver enkelt del med hammer mod ambolt, indtil man opnåede kurven. Til sidst blev de svejst fast til dækket, søjle for søjle.

Hvem er dette hus til for
Til den, der forstår, at der er ting, som ikke længere bygges. Omkostningerne ved at genskabe denne bolig i dag —marmor i den mængde, kastanje, håndbearbejdet tegl, kunstfærdigt smedejern— ville være langt højere end for et hvilket som helst almindeligt byggeri, helt enkelt fordi der kun er meget få håndværkere tilbage, der kan udføre det. Hver bue, hver åre i marmoren og hvert gelænder rummer timer med arbejde, vedholdenhed og omsorg fra den person, der byggede den. Der findes ikke en anden, og den kan ikke gentages.