Villa til salg i La Redondela, Isla Cristina, Huelva

På en stille gade i La Redondela, få minutter fra strandene ved Isla Cristina og en time fra den portugisiske Algarve, står et hus, der ikke ligner noget andet på kysten ved Huelva. Det er ikke en bolig opført som seriebyggeri, hvor man blot har tilføjet detaljer: det er et værk, der er tænkt, tegnet og udført i hånden gennem årevis af dets ejer, som ønskede at samle lagene, der har præget denne jord —fønikisk, tarsisk, romersk, andalusisk— under ét tag og løfte et hjem til at bo i.

Den califiske gård

Husets hjerte er en gård i dobbelt højde, båret af tolv håndstukkede søjler i gul og kronet af tolv hesteskoformede buer i synlige teglsten, hvidt og rødt skiftevis, i stil med Mezquitaen i Córdoba. I midten er der en springvand. Over den åbner et cirkulært hul i gulvet sig og projicerer naturligt lys over hele boligen, selv når alle døre og vinduer er lukkede. Fra loftet hænger, fastgjort med en kæde, en smedejerns-lampe, som ejeren har tænkt som et symbol på forbindelsen mellem bånd på tværs af kulturer. Og i loftet over gården, udskåret, en kammusling: Camino de Santiago.

Buerne blev ikke købt. Skabelonerne blev lavet her: budgettet i jern løb op i tusind euro, så der blev købt spånplade og fleksibel plast for et beløb på én hundrede og tyve, et snoretræk blev bundet til en blyant, og kurverne blev trukket op i hånden. Fire skabeloner i alt. Teglene skar ejeren, én for én. Laseringen og rengøringen af de tolv buer og søjlerne blev udført i hånden med stykker skum fra en madras.

Marmorerne

Omkring 260 m² hvid marmor fra Grækenland dækker gulvene på husets tre etager. De ankom i atten paller, som en lastbil aflæssede på fortovet lige overfor. I månederne juli og august, stykke for stykke, med en pensel og vand, blev den mørke åretegning i hver enkelt plade gradvist afsløret for at afgøre, hvilke der skulle bruges i ét stykke, og hvilke der skulle skæres til på langs eller på tværs afhængigt af ådernes retning. Derefter blev de løftet tre ad gangen til stueplan, første sal og hems. Ejeren foretog selv udskæringerne med en vandmaskine.

Trapperne kombinerer indstemte trin i rød marmor og hvide stødtrin, udført på stedet af en håndværksmurer i marmor, ligesom gulvets buede udskæringer, der også er lavet i hånden. Soklen på facaden er portugisisk skarificeret marmor, valgt som en mindeforsendelse fra de maternelle bedsteforældre. Badeværelserne er i grøn, rød og gul marmor, kombineret med hvidt øverst.

Smedejernet

Gelænderne til trappen og til lysgården blev hamret i hånden sammen med mesteren Luís: man markerede cirklen på karton, og med hammer mod ambolt formede man hver enkelt del, indtil man fik kurven. Derefter blev de svejset fast til gulvet, søjle for søjle.

Hvem huset er til

For den, der forstår, at der findes ting, man ikke længere bygger. Omkostningerne ved at genskabe denne bolig i dag —marmor i den mængde, kastanietræ, teglsten bearbejdet i hånden, kunstfærdig smedejernsarbejde— ville være langt højere end prisen på en hvilken som helst konventionel byggeopgave, ganske enkelt fordi der er meget få håndværkere tilbage, der kan udføre det. Hver bue, hver marmoråre og hvert gelænder rummer timer med arbejde, vedholdenhed og omtanke fra den, der byggede det. Der findes ikke noget andet, og det kan ikke gentages.